Hverdage

På Elmebo har vi faste rytmer, som skaber overblik og genkendelighed for vores beboere. Mandag til fredag er hverdage, med 1 hjemmedag og 4 arbejdsdage i Dagtilbud. Da starter vi dagen med bad og derefter fælles morgenmad, bøn og morgensang, før beboerne enten hentes, følges, eller selv går, til deres Dagtilbud. Om eftermiddagen, når alle er hjemme igen, samles vi til eftermiddagskaffe og hygge og aktiviteter efter eget valg, før vi senere spiser aftensmad sammen. Herefter er der igen mulighed for aktiviteter og hygge før vi slutter dagen af sammen med andagt, fællessang og kaffe

Weekend

Som optakt til weekenden hedder aftensamlingen om fredagen Fredagshygge, hvor baren åbner med sodavand og slik. Lørdag er sove-længe-dag. Vi får rundstykker, og der spises morgenmad i løbet af formiddagen – de fleste i morgenkåbe og venter med bad til bagefter. Lørdag aften laver beboerne madplan og vælger morgensang til næste uge.

Søndag (og helligdage) er anderledes end de andre dage. Der er gudstjeneste i kirken eller på Elmebo. Ingen bruger tid på vask eller rengøring. Det giver mulighed for andre former for socialt samvær og udflugter, end hvad der kan lade sig gøre i hverdagene.